

Del artiklen
X
Del artiklen
Foto: Pandrup Borgerforening
Lyt til artiklen
Stop afspilningen
Genoptag afspilning
Fremover må byens børn undvære en trampolin, men der er dog et lille håb for, at der kan komme en ny.
I Pandrup Anlæg har en trampolin i flere år været lidt af et tilløbsstykke for byens børn. Og lige inden sankthansaften skiftede byens borgerforening trampolindugen ud med en helt ny til 2800 kroner, så trampolinen kunne være helt klar til sommeren og mange flere glade børn.
Samtidig blev der lagt en opfordring om at passe på trampolinen på Facebook, fordi det for borgerforeningen var 'en dyr investering', som de havde været heldige at finde midler til.
🌟 Ny dug til trampolinen i Pandrup Anlæg🌟Vi i borgerforeningen er glade for at kunne meddele, at vi har købt en ny dug...
Posted by Pandrup Borgerforening onThursday, May 29, 2025
Det blev dog en meget kort fornøjelse, for 1. juli brændte trampolinen ned, efter der blev sat ild til den.
- Vi synes, det er utroligt ærgerligt. Vi har haft den trampolin i fem år, og vi er vant til at skifte den en gang om året, fordi der er nogen, der laver huller med cigaretskodder eller piller i den, men det er ikke så galt. Det her er over grænsen, siger Pia Steen Bjerring, der er i bestyrelsen for Pandrup Borgerforening.
Det meste af trampolinen er brændt, så det vil kræve en helt ny, hvis der igen skal være trampolin i anlægget, hvor der også er legeplads og bålhytte. Ifølge Pia Steen Bjerring vil en ny trampolin koste omkring 12.000 kroner. Derfor har borgerforeningen nu taget en tung beslutning.
- Planen er, at vi vil dække hullet til. Vi synes, det er for risikabelt, og vi har ikke lyst til at sætte den op, hvis der er nogen, der vil brænde den af - det er for farligt.
Læs også De kæmper med at tale og spise efter kræft: - Der er ingen, der griber én
Den ærgerlige besked blev i onsdags lagt på Facebook, og det er tydeligt i kommentarsporet, at byens borgere er triste over det, men beslutningen møder samtidig forståelse.
- Folk har været ualmindeligt glade for den. Det er der, der har været allermest leg, og børnene hopper på den alle vågne timer. Derfor gør det også lidt ondt at skulle meddele, at den skal ned, siger Pia Steen Bjerring.
Niårig ringede 112
Pia Steen Bjerring undrer sig meget over episoden, for hun føler ikke, at der sker særlig meget hærværk og uro i byen ellers.
Men det gjorde der altså tirsdag eftermiddag. Heldigvis reagerede en lokal niårig dreng hurtigt, da han kom forbi og så trampolinen brænde.
- Han var vaks. Han hentede sin far og ringede 112.
Derfor kunne det lokale brandvæsen hurtigt slukke ilden, der ikke nåede at sprede sig til andet omkring.
Læs også Forening nægter at betale regning - nu svarer kommunen
Hverken den niårige dreng eller andre har set, hvordan branden er startet, men hvis nogen melder sig selv, er der et lille håb for, at byens børn kan få en ny trampolin.
- Så kan det være, vi kan sætte en ny op. For så tror jeg, vi vil se anderledes på det, hvis vi ved, at det er noget, man har fortrudt og ikke gør igen, siger Pia Steen Bjerring, der håber, at det bare var en 'engangsforestilling'.
Del artiklen
X
Del artiklen


Del artiklen
X
Del artiklen
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Lyt til artiklen
Stop afspilningen
Genoptag afspilning
John Larsen og Karsten Lund kæmper med alvorlige senfølger efter halskræft. Behandlingen, der kan hjælpe dem, findes ikke i Nordjylland – og deres kommuner vil ikke bevillige hjælpen til dem.
John Larsen og Karsten Lund mødte hinanden, da de fik strålebehandling for kræft i halsen.
Strålebehandlingen har betydet, at kræften er forsvundet. Men efter operationer og strålebehandlinger har de fået alvorlige tandskader, og arvævet i halsen betyder, at de har både tale-, spise og synkebesvær.
- Det kommer til udtryk ved, at jeg ikke kan spise almindelig mad. Så skal jeg over på søbemad – millionbøf og kartoffelmos. Nogle dage er det kun proteindrik, jeg kan få ned, forklarer Karsten Lund fra Tolne.
- Det giver mig synkebesvær og slim i halsen, som gør, at jeg har svært ved at sove om natten, fordi jeg ikke kan synke, siger John Larsen.
Men de har fundet en løsning på deres mange udfordringer i det daglige. Problemet er bare, at den løsning er i Aarhus.
I halvandet år har de taget turen derned, for de har ikke fundet andre løsninger, der hjælper dem tilsvarende.
- Jeg synes, det er katastrofalt, når man er færdigbehandlet efter kræft, at hver enkelt selv skal finde hjælp. Der er ingen, der griber én. Man er nødt til selv at prøve sig frem efter, hvad der virker og søge sig frem på nettet, lyder det fra John Larsen.
Kan fungere i hverdagen med behandling
Venskabet mellem de to bliver i allerhøjeste grad holdt ved lige. De to herrer fra henholdsvis Tolne og Frederikshavn mødes nemlig hver fredag på Frederikshavn Station, hvorfra de kører mod Aarhus. For i Aarhus har de fundet en klinik, hvor de kan blive behandlet med noget, der hedder deep oscillation.
Deep oscillation skaber et elektrostatisk felt, som sender dybe vibrationer ned i vævet, når behandleren berører halsen. Det øger blodgennemstrømningen og dræner lymferne.
- Det betyder, at jeg er i strand til at passe mit arbejde fuldt ud og spise normalt, siger John Larsen.
Læs også Nordjysk verdensstjerne om klubskifte: - De har altid været træls at spille imod
Turen til Aarhus tager knap to timer, og der skal findes en parkeringsplads, og så er det ellers ind på klinikken, der ligger på Åboulevarden i Aarhus. I hver sit rum får de to mænd en kombinationsbehandling af både deep oscillation og manuel fysioterapi.
Inde hos Karsten Lund er både han og fysioterapeuten koblet på maskinen, og man kan høre vibrationerne, det skaber, når der bliver masseret på Karsten. Kun fire minutter inde i behandlingen sker der noget med Karsten Lund. Det er tydeligt at høre.
- Nu kan jeg synke ordentligt, siger han.
Vil gerne klare sig selv
Karsten Lund og John Larsen er ikke ude efter en livslang behandlingsrejse til Aarhus. Tværtimod håber de begge på at kunne klare sig selv – hjemmefra.
– Jeg ønsker at få tildelt sådan et apparat, så jeg kan behandle mig selv. Det betyder, at jeg ikke er afhængig af, at hele min fredag skal gå med transport og behandling, siger Karsten Lund.
Et transportabelt deep oscillation-apparat til hjemmebrug findes allerede som godkendt hjælpemiddel i Social- og Boligstyrelsens database til brug i benene, hvis man har ødemer der. Alligevel har begge mænd fået nej fra deres kommuner.
Læs også Flere har søgt sundhedsuddannelser, færre har søgt teknologi
John Larsen har fået et skriftligt afslag fra Frederikshavn Kommune, mens Karsten Lund fra Hjørring Kommune har fået at vide, at apparatet slet ikke eksisterer. Ingen af kommunernes hjælpemiddelafdelinger har ønsket at stille op til interview.
– Jeg synes, det er katastrofalt. Når det virker for mange mennesker, hvorfor så ikke få lavet noget evidens og få det anerkendt? Det er jo ikke alle, der har kræfterne til at finde de her løsninger selv, siger John Larsen.
Behandlingen er ikke dokumenteret
På Aalborg Universitetshospitals onkologiske afdeling kender cheflæge Anders Krog Vistisen godt til de senfølger, som patienter med halskræft døjer med.
- Det kan sagtens være, at der er patienter, som oplever, at den type behandling virker eller kan lindre for en stund. Men der er ikke et tilbud om det, da der er så godt som ingen brugbar videnskabelig dokumentation for det, fortæller han.
I Nordjylland er arbejdet med at etablere en senfølgeklinik i gang. Det skal give kræftoverlevere ét samlet sted at henvende sig, når senfølger opstår. Men deep oscillation bliver ikke en del af tilbuddet – i hvert fald ikke i første omgang.
– Det er en lettelse, at senfølgeklinikker nu kommer. Men når jeg læser, hvad de vil tilbyde, bliver jeg ærlig talt lidt rystet. Det er stadig alt for begrænset, siger John Larsen.
Læs også Anita faldt om med blodprop i hjertet: Tysk par reddede hendes liv
- Faktum er, at de ting, der sker med kroppen efter kraftige strålebehandlinger eller operationer, kan være uoprettelige skader, som man skal lære at leve med. Men når det er sagt, findes der tilbud til en række senfølger, og det skal nu sættes mere i system i den nye senfølgeklinik, siger Anders Krog Vistisen og fortsætter:
- Det er nok ikke noget, der løser problemet for dem med kræft i halsen, tror jeg, men det vil kunne løse mange andre patienters problemer med senfølger.
Både John Larsen og Karsten Lund håber, at politikerne og fagfolkene i regioner og kommuner vil lytte. For dem handler det ikke kun om at få hjælp – men om at kunne leve et almindeligt liv.
Del artiklen
X
Del artiklen